Der er en god grund til, at Toyota har været lidt tilbageholdende med at lancere fuldt elektriske biler på markedet. Begrundelsen er, at markedet, herunder infrastrukturen ikke er klar endnu. Man satser hellere på benzinøkonomiske hybridbiler til attraktive priser, for derved kan mange flere bidrage til at skåne miljøet end de fortsat ret få, der i praksis vil kunne benytte en elbil. Det er samme baggrund, på hvilken plug-in hybrid-udgaven af Toyota RAV4 er blevet bygget.
Vi har prøvekørt RAV4 Plug-in Hybrid allerede ifm. de første internationale testkørsler i august 2020, så læs artiklerne fra dengang også. Dengang vidste man hos Toyota, hvad prisen på den velvoksne semi-elektriske SUV ville blive, men det var egentlig sekundært, for man havde allerede solgt hele 2020 produktionen til kunder, der end ikke havde set den endnu, men som oven i købet fik bilerne til en lavere pris end de var blevet stillet i udsigt.
Ny afgiftslovgivning favoriserer plug-in’er
I mellemtiden er der vedtaget en ny afgifts-lovgivning. Den straffer de selvladende hybridbiler, som Toyota har haft så stor succes med i flere årtier. Det kan undre, men ikke al politik er logisk og til at forstå. Omvendt har Toyota og alle de andre udbydere af plug-in hybridbiler haft glæde af den nye beregningsmetode, for derved kan Toyota sælge en ret veludstyret RAV4 Plug-in til blot 480.000 kroner.
Den billigste RAV4 koster dog kun 330.000 kroner, så hvad er det, der er så attraktivt ved PHEV-versionen? Udstyret er en vigtig ting, for H3 Style udstyret er højt og inkluderer masser af moderne hjælpemidler, alt lige fra nøglefri betjening og avanceret nødbremse til headup-display og elektrisk bagklap. Men drivlinen leverer også 306 hestekræfter, det er en pæn sjat, samt det permanente firehjulstræk, hvor man oven i købet benytter permanent magnet synkron elmotorer både for og bag, hvilket giver en meget direkte respons på speederbevægelserne. Det er ikke usædvanligt at elbils kollegerne anvender induktionsmotorer på den sekundære aksel.
Plug-in der kan bruges
Og så har Toyota kalibreret drivlinen, så plug-in egenskaberne faktisk kan bruges i praksis. Flere af kollegerne har drivliner, hvor den elektriske rækkevidde i praksis er forbavsende kort og bliver markant kortere i vinterkulden. Det giver en for mange mennesker uventet stor brændstofregning, også fordi benzinforbruget, når elektriciteten er brugt op, er noget større end fx i en tilsvarende benzinbil eller selvopladende hybrid.
Vi satte os for, at prøve RAV4 Plug-in Hybrid i køligt vejr - og det viste sig, at rækkevidden stort set var uændret ift. sommer-oplevelsen og meget tæt på det officielle tal på 75 km. Ligeså overraskende var det, at benzinforbruget, når man aktiverede den køreindstilling, hvor strømmen i det store hele bevares på batteriet, landede man i praksis på cirka 15,5 km/l. Det kan sammenholdes med vores erfaring med den selvopladende RAV4 Hybrid, som vi har kørt flere tusinde kilometer i for et par år siden. Dengang landede vi i sommertemperaturer på cirka 16,5 km/l. Forskellen er altså ret minimal.
Forbrugstal der giver mening
Dermed giver RAV4 PHEV noget mere mening end mange af alternativerne. Forbrugstallet er generelt meget bedre, hvilket også er genspejlet i WLTP tallet på 100 km/l. Der skal dog godt nok køres meget elektrisk, hvis man i gennemsnit skal kunne køre 100 kilometer pr. liter benzin. Men fordi rækkevidden er så lang, er det meget lettere at køre mere på elektricitet end i biler, der fx i praksis kun kører 20-30 kilometer på en opladning.
Som vi allerede tidligere havde iagttaget er RAV4 PHEV lidt mere stram i affjedringen end fx den selvopladende hybrid. Det er naturligt nok, for der skal kompenseres for mervægten, som inkluderer 18,1 kWh batteriet på 285 kg. Men som on-board videoen her på siden indikerer, er affjedringen fornuftigt afstemt til også at håndtere meget ujævnt underlag, og dermed er den også acceptabel, hvis man kører lidt offroad. Trods frihøjden på 19 cm og en vadedybde på 50 cm er RAV4 Plug-in Hybrid dog ingen offroader.
God styring og godt vejgreb
Generelt giver de 235 mm brede 55 procent lavprofildæk, monteret på 19" fælge, god styring og godt vejgreb gennem kurverne og stabiliteten er god også ved dansk motorvejsfart. Dobbelte wishbone hjulophæng er en vigtig faktor bag. Bilen er velindrettet, man glæder sig over at opvarmning sker med energibesparende varmepumpe, forrudevarme er OK, når man har brug for hurtig opvarmning, men i visse lysindfald er varmetrådene tydelige, men egentlig ikke forstyrrende, med mindre man vil forstyrres.
Og hvis man vil, kan man hægte 1500 kg på anhængerkrogen - det må man i hvert fald - og skulle bilen gå itu, er der 3 års garanti som på alle Toyotas personbiler.
|